What to do with your spare time when you're 66?

For man har jo så meget fritid, når man er 66 år, ikke? Carsten Breum er nu 67 år, og det let ironiske spørgsmål faldt i en samtale med gode venner, som konstaterede, at dér var en fængende titel. For kan man i det hele taget tillade sig at have et liv, når man er over tres? Endsige lave vedkommende kvalitetsmusik med lige dele livsappetit, nostalgi og livsvisdom? Det tabu blæser Carsten Breum lavmælt og elegant på her på denne lille herlighed af en plade.

 

Nu har Carsten jo spillet musik hele livet og er ikke lige kommet ind med S-toget. Han startede ud i Torsvang-kvarteret på bakken ovenfor Kongens Lyngby, hvor han spillede trommer og klassekammeraten Peter Viskinde spillede guitar. Men ukorrekt og upassende var med i dåbsgave, så mens vennerne spillede country og poppet rock, var Carsten allerede punker og spillede i bands, som frekventerede den københavnske scene. Men han skulle vælge, og rejste verden tynd, samtidig med, at han fik en karriere som anerkendt billedkunstner op at stå. Samtidig var der et album i venteposition i et sind, hvor der konstant blev skabt sange med de nøgterne tekster og begavede hooklines, som er Carstens signatur.

 

Vi møder Carsten Breum i hans kolonihavehus på Amager, hvor samtalen begejstret går om den netop overståede tilblivelse af albummet What To Do With Your Spare Time When You’re 66. Om hvordan Kill Your Darlings var et mantra i en proces, hvor produceren David Springborg tilbød nye vinkler i en musik, der har fået et både skævt og poppet præg, over hvilken Carsten Breum crooner med en verdensmands erfaring og fine sans for zen i sproget.

 

Processen:

 

-Nogle af sangene var præindspillede af mig på guitar eller klaver, mens andre var nogle vi tog op i studiet og startede helt fra scratch igen. Det ville produceren David Springborg gerne have, og det viste sig, at han havde ret. Vi havde siddet med ting i studieprogrammet Logic, men de fedeste sange blev faktisk dem, hvor vi begyndte helt forfra, fortæller Carsten Breum.

 

-Så det har meget handlet om at ”kill your darlings”, men der har også været nogle af de ellers aflivede "darlings”, som vi har hevet frem igen. Så det har været lidt ”give and take” i virkeligheden. En enormt spændende og til tider også en hård proces, synes jeg. 

 

Sammenbrud:

 

Carsten Breum er jo billedkunstner til daglig, og har haft stor længsel efter at nå til det punkt, hvor han har kunnet ramme det musikalske værk ind og sætte sin signatur.

-Per Kirkeby (1938-2018) talte om processen, som en maler går igennem, hvor ”sammenbruddet” bliver det centrale. Han ville begynde på et maleri og have en meget klar idé om det endelige resultat og på et tidspunkt ville det hele brase sammen. Der ville simpelthen være et sammenbrud og det er dér, hvor man netop ikke skal give op, men blive ved og på et tidspunkt bryder det rigtige maleri frem. Og så skal man følge den vej.

 

-Det er ikke helt det samme med musikken, men der er lidt om den gamle sanglinje, at ”when the going gets tough, the tough gets going”. Og så er der fokus på at indskrænke, at turde sige at ”less is more”, give plads til pauserne og tro på min egen sang, på at jeg kan synge den. At selv om det måske ikke kører i studiet den dag, - at kunne følge den indre stemme, der siger, at det sgu er en god sang og at det vil komme til at lyde fedt, når målet bliver nået. Det har handlet om at bide sig fast, og det har været lidt svært nogle gange, kan jeg godt se her bagefter.

 

Plads til overraskelser:

 

Producer David Springborg bliver ofte berømmet for en meget levende og positiv tilgang til de kunstnere, han tager ind og arbejder med. Ligesom han er god til at finde de rette musikere til en konkret situation. Endelig var man i tilblivelsen af pladen god til at give plads til det uventede. Sådan kom guitaristen Mads Bolding ind i billedet:

-Der var også eksperimentet i, at der kom nogle musikere ind, som jeg dårligt nok kendte og som måske endte på pladen ved et tilfælde. Tag bare guitaristen, Mads Bolding. Hans kæreste kom ind og sang kor og det foregik simpelthen ved, at jeg hørte noget hun havde lavet og via Facebook inviterede hende til at være med på pladen. Hun hedder Liuwina Hæklund og synger fabelagtigt. Så hun var blevet hyret til pladen, og havde så en kæreste, som bare kom og smadrede igennem med sin guitar, hvilket var meget velkomment.

 

Lærredet ryddet:

 

-Produceren David Springborg har også været god til at forslå et anderledes focus i nogle af sangene, hvor jeg skulle vænne mig til at se på min komposition på nye måder, fastslår Carsten Breum, som har en afklaret følelse af, at sange, som har rumsteret i hans hoved i lang tid, har fundet deres perfekte form. Og den erkendelse betyder også, at han nu står med et nyt tomt lærred, hvor den næste plade allerede banker på.

 

Punk til Pop

 

Carsten Breum har tidligere i sin løbebane som musiker defineret sig som punker i en grad, så en Iggy Pop nærmest var hans åndelig onkel, som han siger med et smil. Men til hans store overraskelse er denne nye plade blevet pæn og ret poppet, og det synes han selv er fedt. 

-Det er rigtig popmusik, vi har lavet og forløbet har været utroligt spændende. For jeg var ikke selv sikker på, at jeg kunne komme i mål med det og lave noget, som var så pænt – vel at mærke på den fede måde. Men det gør også, at jeg nu har lyst til igen at ridse i lakken og tage den forvrængede elektriske guitar frem, i stedet for konsekvent at bruge tangenter som udgangspunkt. 

 

Tak til bassist

 

Carsten Breum ser frem til, at pladen finder sine lyttere og til at komme ud at give sangene liv på scenen.

 

Men som han også siger det: 

-Der er en ting, som skal understreges, og det er, at jeg aldrig kunne have lavet denne her plade uden min bassist, Torben Cronqvist. Jeg har tortureret ham med dårlige udgaver af guitar-figurer, sang og så videre, og han har holdt til det. Vi har måske været næsten færdige med en sang, hvor efter jeg har sendt ham en version, hvor jeg har lavet om på det hele, og ”hør, hvad jeg nu har fundet på”, og han har gang på gang måtte ringe tilbage og skære igennem: ”det duer ikke” og ”om igen”. Han har været en uvurderlig makker under hele processen, og jeg er ham meget taknemmelig.

​